På pigetur med Farmor - en stor succes
Rejser kun for kvinder er en stor succes
Klædt i grønt viser en brud i Uzbekistan sit hemmelige brudeværelse frem.
Klædt i rødt er 1000 kvinder i Nepal til kvindefestival.
Klædt i hvidt holder kvinderne i en ørkenlandsby i Iran liv i en tradition.
Farverige syn på en pigetur med rejsebureauet Viktors Farmor. I seks år har bureauet tilbudt særlige rejser for kvinder. Med stor succes, for en flok piger har det sjovt sammen.
Det begyndte egentligt ved et tilfælde på en grupperejse til Damaskus. Kvinderne var på jagt efter gode handler i bazaren. Og det var så trist at se mændene sidde og gabe kæberne af led imens.
Noget måtte gøres. Viktors Farmor fandt på at lave pigerejser, og i dag kan danske kvinder tage på oplevelse i Marokko, Uzbekistan, Iran, Nepal eller Kappadokien. Fælles for turene er: Ingen adgang for mænd!
Mød kvinder i Marokko, Uzbekistan, Iran, Nepal eller Kappadokien
Fordelene er åbenbare. Man kommer ind på livet af kvinder i andre kulturer. Hvad enten det er husmødre eller borgerrettighedsforkæmpere. På pigeturen til Iran tager en dygtig iransk husmor sine danske gæster med i bazaren: De køber ind og laver retter med lokalt klingende navne som Kalam Polo og Faloodeh sammen.
I Marokko kommer pigerne på kokkeskole under hvælvingerne i et gammelt mandel-lager, og man besøger også et kvinde-kooperativ, der laver nogle af landets bedste oste. Uzbekistan har en lang tradition for keramik. Især Narsuallev familien er internationalt kendt, og 6. generation åbner sit værksted for de danske piger. Mesterens hustru laver oven i købet nationalretten plov til gæsterne. Sådan er der en overraskende twist på Viktors Farmors pigeture.
Søsterskabsfølelse opstår på tværs af kulturer
Kvinder mødes, på tværs af kulturer, religioner og generationer – og en søsterskabsfølelse opstår.Som en deltager udtrykker det:
-Vi finder ud af, at der er noget, der binder os sammen universelt. Emner som omsorg og ømhed overfor børn og familie dukker op. Og selv om vi taler forskellige sprog, er vi lynhurtigt på bølgelængde.
Og så skal man ikke glemme, at man også møder veninder, man ikke vidste, man havde. Der opstår et fællesskab mellem de rejsende, man sidder på kryds og tværs i bussen, og ved afskeden i Kastrup er der knus og udveksling af mailadresser.
Følgende oplevelse fra Marokko fortælles af rejseleder Anne Marthe Barfoed.
Fatima i berberbyen Ait Aissa glæder sig til vores besøg
Vi skal besøge Fatima i den lille berberby Ait Aissa. Jeg ved, hun glæder sig enormt. Det gør vi også.
Fatimas historie er lang og forunderlig. 7 år gammel begyndte hun sit arbejdsliv - som husslave. Hun blev selskabs-pige for Aicha, husets lille datter. Hun badede hende i vand tilsat appelsinblomster og klædte hende i håndbroderede kaftaner i flotte farver.
I dag er Fatima 89 år. Huden er mørk som chokolade, der er ikke en rynke. Hun har knaldrosa læbestift på. Og ikke en tand i munden, ser vi, da hun leende tager imod os. Salam Aleikum!
Alle værelser ligger rundt om en stor gårdsplads, beplantet med vellugtende urter og træer. Citrus, basilikum, malurt og geranier....ummm...straks vi kommer ind, genkender vi duften. Og Fatima har lavet marokkanske pandekager og bagt friskt brød, som vi dypper i nykærnet smør, olivenolie og honning tilsat kanel og timian. Som det smager!
Senere kommer småkagerne – og mynteteen, som er rygende varm og stærk.
«Sød som kærligheden og mørk som døden – sådan skal den serveres» griner Fatima glad. Dette besøg giver hende status i nabolaget.
Sørg for god plads i kufferten til hjemrejsen
På en pigetur må der gerne være forkælelse, og især turene til Marokko og Kappadokien har eventyrlige, atmosfærefyldte hoteller. Og en anden forkælelse: Bazarer! Sørg for god plads i kufferten på udrejsen, for den skal nok blive fyldt op. Med grønne, røde og hvide stoffer fra Uzbekistan, Nepal og Iran.